Skibet har for længst ramt kysten,
Men alligevel mærker jeg havets brusen—
En stille tidevand i min hjerne,
Der ruller og gynger uden omgang.
Intet kompas her, intet stabilt kort,
Ingen sidste havn, ingen tid til at sove middagslur.
Bare hævelser, der bølger i min hud,
En verden, der snurrer under mit grin.
Hvert trin er en dans, jeg ikke valgte,
Hver dag, et væddemål jeg måske ligefrem taber.
Men i dette hav søgte jeg ikke,
Jeg lærer at lytte med mit hjerte.
Det er en rejse – ikke et sted –
Så jeg bevæger mig blidt, giver det ynde.
Jeg lever og elsker hver dag på ny,
Når himlen er grå, når himlen er blå.
Jeg hilser stilheden velkommen, omfavner stormen,
Juster mine sejl, skift fra normen.
Jeg finder glæden gemt imellem
De tabte øjeblikke og de fredfyldte.
Så lad verden vippe, hvis det skal ske,
Jeg vil plante mine fødder, jeg vil lære at stole på—
At selvom bølgerne aldrig hører op,
Jeg kan stadig bygge en verden, et liv i fred.
Om digteren
Mit navn er Elizabeth CannardJeg skrev dette digt som en måde at hjælpe mig selv på “føler sig"Min vej gennem denne rejse. Livet med MdDS er et liv i konstant bevægelse, uanset om det er virkeligt eller i dit hoved. Gennem dette digt forsøgte jeg ikke kun at udtrykke desorienteringen og den følelsesmæssige byrde ved dette syndrom, men også den dybe styrke, modstandsdygtighed og ynde, der kræves for at navigere i det. Hver linje afspejler den stille kamp, som de mennesker, der lever med denne tilstand dagligt, ofte udiagnosticerede eller misforståede..
Jeg bor i det sydlige New Hampshire med min fantastiske mand, vores 3 børn, 2 hunde og 2 katte. MdDS begyndte natten efter en heldags sejltur i Punta Cana. Jeg troede, at mine første symptomer skyldtes mulig dehydrering eller varme. De sagde, at jeg havde svimmelhed, og ordinerede Meclizine og Epley-manøvren. Intet hjalp. Jeg gik til min praktiserende læge flere gange, før de henviste mig til en specialist.
Jeg har inkluderet et par billeder af mig selv, hvor jeg rider på min hest, da det er en af de ting, jeg stadig kan gøre uden at blive svimmel og miste balancen. Ridning er en sand gave når mange andre ting er udfordrende.